tirsdag 08. april kl 19.00 - kl 21.45
Det Store Bogshow
OBS - Eventet foregår på Magasinet, Farvergården 19, Odense C.
Køb billet her: Salg - Det Store Bogshow
Dørene åbner kl. 18:00.
Ved årets Store Bogshow hyldes endnu engang litteraturen. Bogshowet er arrangeret af Odense Biblioteker, og vil igen byde på et væld af spændende indslag på scenen i Magasinet. Og sammen med en masse andre læsere er du inviteret med til en aften, der hylder bøger, læsning og alle de gode historier.
Nordatlantisk Hus sætter hvert år sit præg på showet, ved at invitere en aktuel nordatlantisk forfatter, og i år er valget faldet på Iben Mondrup.
Iben Mondrup vil tale om sin TABITA-triologi som sidste år blev afsluttet med bogen Bjørn. TABITA-trilogien handler om to grønlandske børn Tabita og Vittu der bliver adopteret af et dansk ægtepar og taget med til Danmark. Og Bjørn handler særligt om at finde sin vej i livet. Om at kunne leve med de valg, man træffer. Og ikke mindst om at kunne overleve de valg, som andre træffer på ens vegne.
Øvrige forfattere er Anne-Grethe Bjarup Riis og Thomas Rydahl som kommer på besøg med deres historiske roman fra Egeskov slot ”Egeskov - Ulykkens år”. Fynske Jesper Bugge Kold kommer og fortæller om sin succesroman ”Når vinden vender”. Lone Hørslev vil brede sin meget stærke bog ”Svømmende, Rygende, Grædende” ud og endelig kommer Peter Frödin sammen med Danni Travn. Sammen har de skrevet biografien ”Kan han li’ at fiske” om Peter Frödin.
Den musikalske underholdning sørger lokale Emma Pilgaard for.
Aftenens værter er Camilla Faieq Hansen og Michael Linde Larsen fra biblioteket. Sammen med Signe Ryge vil de samtale med forfatterne og holde styr på festlighederne.
I pausen er baren åben, og Bog og Idé i Vestergade vil sælge bøger af de deltagende forfattere, og der vil være mulighed for signering – og at møde forfatterne samt andre læsere.
Det Store Bogshow er en aften med hyggeligt samvær i selskab med andre læsere, det er fællesskab og en hyldest til alt det litteraturen kan og gør for dens læsere. Alle kan være med, hver enten du læser en bog om dagen eller en om året. Vi håber du har lyst til at lande lige midt i litteraturen sammen med 400 andre glade læsere.