Menu

torsdag 22. maj - søndag 10. august

Åbning d. 22. maj kl. 16-18

Fotoudstillingen ” Neriuutit sinnattullu - Håb og drømme” af Shazia Khan vises for første gang i Nordatlantisk Hus i samarbejde med Det Grønlandske Hus i Odense.

 

Fotograf og visuel historiefortæller Shazia Khan præsenterer i udstillingen borgere med grønlandsk baggrund, der har valgt at bosætte sig i Danmark. Hvilke håb og drømme ligger til grund for beslutningen om at flytte fra familie, venner og alt det velkendte i Grønland til en tilværelse i Danmark?

Udstillingen portrætterer mennesker, der har oplevet svære livssituationer, og viser, hvordan de har fundet vejen til et godt liv.

Omdrejningspunktet for udstillingen er de medvirkendes livsvandring, der fortælles igennem fotografi og interviews: Hvad betyder noget for dem i livet – hvad har de kæmpet med, og hvordan er deres tilværelser i Danmark blevet til?

Med sit store talent og kreativitet har Shazia Khan lavet en ny udstilling, der på bemærkelsesværdig vis skaber meningsfulde visuelle fortællinger med respekt for de skildrede personer. Shazia Khans oprigtige interesse for at vise livets mange facetter ses tydelig i ” Neriuutit sinnattullu - Håb og drømme”. Der er tale om indsigtsfulde beskrivelser af mennesker, deres forbindelser til samfundet og deres veje gennem livet.

Shazia Khan er født og opvokset i Odense og uddannet fotograf fra Medieskolerne i Viborg i 2000. I sin karriere har hun rejst rundt i verden for at skildre menneskers levevilkår ved hjælp af sit kamera og fortællekunst. Shazia Khan har produceret portrætserier, udstillinger, podcast og artikler relateret til Grønland bl.a. ”Siulit – Ancestors”, om mennesker med både danske og grønlandske rødder, portrætter af grønlandske kunstnere, og portrætter og fortællinger fra unge i Uummannaq. Hendes værker har været vist på adskillige udstillinger og er udgivet i Jyllands-Posten, Al Jazeera og i bøger og magasiner. I 2023 blev hun tildelt sølv i den internationale fotokonkurrence PX3 i Paris.

”Neriuutit sinnattullu - Håb og drømme” henvender sig til alle med personlig eller faglig interesse for kulturmøder mellem mennesker fra Grønland og Danmark. -Og til alle, der er optaget af, hvad et meningsfuldt liv vil sige.

 

Produktion og støtte

Fotografier og tekster er skabt i samarbejde mellem Shazia Khan og Det Grønlandske Hus i Odense med støtte fra Oak Foundation. Shazia Khan og Det Grønlandske Hus i Odense udtrykker deres taknemmelighed til Oak Foundation.